Hvor meget koster en højseng til børn?

I dag er fokus på senge til børn. Da der er så mange forskellige typer senge, er typen “højseng” blevet udvalgt. (Ellers ville det udvikle sig til en ren roman, hvis vi i et indlæg skulle prøve at skitsere prisstrukturerne på alle typer børnesenge fra tremmesenge til teenagerens briks).

Højsenge er temaet, og vi har været lidt omkring for at få lidt input.

Startskuddet gik hos Ikea, men her var succesen begrænset. Efter et par minutters leden og desperat brug af søgefunktionen, lykkedes det ikke at finde en decideret højseng. Der kom et resultat frem ved at søge på “høj seng børn”, men det var altså kun, hvad der kaldes en halvhøj seng i fagsproget. Så vi må finde lavprisinput et andet sted fra.

Vi kom forbi Room4kids børnemøbler, der selv får produceret deres egen-designede møbler og derfor skulle ligge i den billige ende af børnesenge. Deres udvalg af højsenge begynder ved priser fra 3.300 kroner for den simple model. De har også en stribe ekstramodeller med skriveborde, hylder, kommoder m.m. koblet på. Og så stiger priserne naturligvis.

Kigger man hos Ilva, finder man en enkelt model højseng hos dem, nemlig den de kalder Monto. Den koster 4.000 kroner og virker måske lidt mere spinkel end den foregående seng, vurderet ud fra billedet.

Vi kiggede også videre i den absolut billigste del af markedet og fandt en højseng hos Biva til 1.200 kroner. Den hedder Mingus og kommer med en rutsjebane koblet på. En af årsagerne til prisforskellen er, at den er produceret i fyrretræ, mens de andre er bygget i træsorter af en højere kvalitet.

Bemærk at alle de her priser er uden lamelbund og madrasser, der skal tilkøbes. (Og som sædvanlig uden fragtpriser).

Men altså starter priserne for højsenge fra 1.200 kroner i billig-kvaliteten og kan købes til godt 3.000 i noget bedre kvalitet. God shoppelyst, børneforældre.