Om at sammenligne næsten-ens produkter

Der er nogle typer produkter, hvor det kan være svært at lave en helt præcis sammenligning af priser, fordi produkterne ikke er helt ens – og det ikke er til at se, før man står med varene i hånden.

Her tænker jeg f.eks. på sådan noget som frugter og grøntsager i supermarkedet, hvor man først kan vurdere størrelse, modenhed og kvaliteten, når man står i grøntafdelingen og ser varerne helt tæt på. Og for at foretage en ordentlig prissammenligning, skal man bagefter hen i konkurrerende supermarkeder og se, om deres æbler så er lidt større eller mindre, før man kan vurdere, om prisen er god eller dårlig.

Det samme gælder også for en del af varene på hylderne på planteskoler, som er et populært sted at besøge for tiden, hvor foråret har meldt sin ankomst. Her skal man også være varsom med at sammenligne priser på æbletræer eller hækplanter, fordi der kan være ganske stor forskel på størrelse og kvalitet af planterne.

Når det gælder de “næsten-ens” produkter må man altså nøjes med at sikre sig, at æblerne f.eks. er samme sort, og så man må man læne sig op af tidligere erfaringer med at købe grønt forskellige steder. Og så ellers leve med, at det er et område, hvor man bare ikke er sikker på at gøre den bedste handel, uanset om man ellers har læst tilbudskatalogerne grundigt. Man kan bare ikke gardere sig mod at gøre en “Grunkelgris-handel“.